Vælgeradfærd og partiadfærd

VÆLGERADFÆRD

For at forstå vælgeradfærd, er det vigtigt at kende til begreberne marginalvælger (også kaldet issuevoter) og kernevælger (også kaldet classvoter).
Kernevælgeren er defineret som en vælger, der altid stemmer på det samme parti. De har meget lav mobilitet, hvilket vil sige, at de er svære at rykke med, og ikke er nemme at overbevise om at flytte politisk standpunkt. 

Marginalvælgeren er defineret som en vælger, der tit flytter fra parti til parti, og samlet set stemmer på det parti, der passer bedst på vælgerens egne holdninger. De har meget høj mobilitet, hvilket vil sige, at de er nemme at rykke med, og det er oftest dem, der kan afgøre et politisk valg, da der bliver kæmpet om dem. Oftest har marginalvælgerne ikke taget et politisk standpunkt, før få dage op til valget (og ofte senere). 

For at analysere en marginalvælgers beslutningsproces, bruger man nærheds- og retningsmodellen.

Vejledning til at tyde modellen:

Man starter med udgangspunkt i status quo (den nuværende tilstand). 

Nærhedsmodellen forklarer, at man vælger et standpunkt, der støtter en politik, der ligger tæt på vælgerens egen holdning (ideologi).

Retningsmodellen forklarer, at man vælger et standpunkt, der ønsker at ændre den nuværende tilstand. Vælgeren ønsker at påvirke politikken i en bestemt retning. Derfor er det i mindre grad ideologi der danner grundlag for beslutningen, men måske en enkeltstående mærkesag, der får vælgeren til at give sin stemme. 

PARTIADFÆRD

MOLINS MODEL

Vi bruger denne model, når vi skal undersøge et partis politik. Hvorfor handler partierne som de gør, og hvad vil de opnå med det?

Partierne fungerer oftest som meningsdannere for vælgerne, hvorfor det er vigtigt at kunne gennemskue baggrunden for standpunktet. 

Valg af standpunkt, betyder at et parti har besluttet sig for, at handle på en bestemt måde, fx. i forhold til et bestemt aktuelt emne. Fx. hvordan Liberal Alliance er kommet frem til, at de gerne vil støtte Venstres skattepolitik, eller hvorfor de ikke vil. 

Interessefaktor dækker over de interesser, partiet har, og på hvilken måde partiet ønsker at påvirke status quo. 

Opionsfaktoren handler udelukkende om befolkningen.  

- Kontinuitet betyder, at der er overensstemmelse mellem det et parti siger de vil gøre, og det de rent faktisk gør. Et eksempel på brud på kontinuitet er, hvis et regeringsparti lover guld og grønne skove op til et valg for stemmemaksimering (at få så mange stemmer som muligt) men efter valget ikke kan holde, det de ellers havde lovet. 

- Popularitet betyder, at partiet vælger emner, der er relevante og populære hos befolkningen, fx. uafhængighed til Skotland (SNP). 

Den parlamentariske faktor er de hensyn, en eventuel regering må tage ift. dens støttepartier. Fx.: I regeringsgrundlaget (V) 2015, er det tydeligt, at de er nødt til at tage hensyn til både DF, LA og K, da mange af disses partiers politik er trængt igennem til regeringsgrundlaget i bytte for parlamentarisk støtte. LA gik fx til valg på at topskatten skulle sænkes med 5 procentpoint. (Dette er desuden en opinions-kontinuitetsfaktor;) ) De er meget stædige mht. dét, så det bliver spændende om regeringen kan holde og imødekomme DF's velfærdsplan mht. de ældre.

Personfaktor er partiets talsmand, som skal virke troværdig og stabil. 

De ydre faktorer er fx. EU eller andre direktiver, som sætter en vis dagsorden, som partiet skal indordne sig under. 

DOWNS MODEL
Modellen forklarer, hvorfor partierne og vælgerne vælger at handle som de gør. Partierne vil gerne have stemmemaksimering, og vælgerne vil gerne have nyttemaksimering. Det viser altså en sammenhæng mellem partier og vælgere. 

TEORI I PRAKSIS

SNP er et catch-all-parti, som det også tydeligt fremgår af deres partiprogram. Et catch-all-parti karakteriseres ved, at politikken er mindre ideologibaseret, hvilket SNP opfylder, da de overvejende fører socialdemokratisk fordelingspolitik, men alligevel er de et centrum-venstre-parti. Dette kan forklares med et andet meget centralt kendetegn for catch-all-partiet; at det er enkeltsager (ikke altid enkeltsager!), der præger den politiske dagsorden. Ingen er i tvivl om, at den enkeltsag, SNP har vundet mange stemmer på, er kampen for Skotlands Uafhængighed. At Skotland skal være uafhængigt er ikke en ideologibaseret dagsorden, men derimod en mere postmateriel værdipolitik. 

Hvordan SNP har fået så stor tilslutning kan forklares ved hjælp af Downs model for stemmemaksimering. Det repræsentative demokrati er forvandlet til et politisk supermarked. Det mener den amerikanske nationaløkonom Anthony Downs. Han når til den konklusion ud fra to grundlæggende præmisser: 
1. Politisk adfærd er alene bestemt af rationel egeninteresse.
2. Politiske partiers adfærd tager alene sigte på stemmemaksimering.
Dvs., at både vælgere og partier handler i overensstemmelse med deres egne interesser. 


For vælgerne handler politik om at få flest mulige fordele til sig selv; for partierne drejer det sig om at få adgang til magtpositionerne. I det repræsentative demokrati giver antallet af stemmer afgivet ved valgene denne adgang. Jo flere stemmer partiet får, desto større er muligheden for at opnå magt og indflydelse. SNP har altså ramt en guldåre for stemmemaksimering, idet mange skottere ønsker uafhængighed. 

Vælgernes adfærd kan også beskrives med en politisk model; nemlig retningsmodellen. Det er marginalvælgerne, man skal søge at påvirke under en valgkamp, da de er mest mobile og påvirkelige. I retningsmodellen vil vælgerne gerne prøve at påvirke politikken i en ny retning; i SNP’s tilfælde vil vælgerne gerne gøre Skotland uafhængigt. Vælgerne søger altså at flytte status quo, og vælger måske at stemme på et parti, der fordelingspolitisk ikke lever op til vælgernes egen ideologiske overbevisning. I retningsmodellen ser man altså typisk bort fra ideologi, fordi der er noget andet, der er mere presserende. Denne model passer perfekt for SNP og forklarer, hvorfor de har så stor og bred vælgertilslutning - fordi de kæmper for en værdipolitisk sag. Fordelingspolitikken er altså mest til pynt.