Regeringen: magtens centrum?

DEN DANSKE REGERING

Regeringen i Danmark kontrollerer centraladministrationens mange embedsmænd. Centraladministrationen er embeder, der på vegne af regeringen skal udføre lovene, fx. en departementchef. En departementchef er et af de mest magtfulde mennesker i ministeriet. En departementchef er leder af embedsmændene. Det er typisk at de er "usynlige", i og med at de ikke står frem, og dermed har en usynlig magt. 

I Danmark har vi ministerstyre, hvilket betyder at den enkelte minister er ansvarlig for sit område. I modsætning til Danmark, har Sverige kollegialt styre, som betyder, at ministrene deles om ansvaret for mange områder. 

Det står i grundloven, at regeringen skal i statsråd med regenten, men det er et formelt organ, hvilket vil sige, at det egentlig er overflødigt, da regenten ikke har nogen reel indflydelse på lovgivningsprocessen, og beslutningerne er allerede truffet inden mødet. 

REGERINGSTYPER

Flertals- og mindretalsregeringer

 En flertalsregering er en regering, der har mere end halvdelen af mandaterne i folketinget. En flertalsregering har det så at sige lettere end en mindretalsregering, da de på forhånd har flertal, hvilket betyder at de er mest magtfulde. Jo færre partier man er i en flertalsregering, des bedre, da man så ikke har så mange andre partier (og politikker) at tage hensyn til. En ét-parti-flertalsregering er altså den mest magtfulde. Sidste ét-partiflertalsregering var i 1909, men der var også færre partier, som resulterede i en bredere politik.

En mindretalsregering har færre end halvdelen af mandaterne. En mindretalsregering har altså brug for støttepartier for parlamentarisk grundlag. 

Et eksempel på en mindretalsregering, er den nuværende V-regering (2015), der kun består af Venstre. De har altså brug for nogle flere mandater, for at få flertal i Folketinget, og opnå en reel magt. 

En mindretalsregering er altså nødsaget til at bytte indflydelse for parlamentarisk støtte. Et støtteparti kan fx. kræve en sænkning af topskatten på 5 procentpoint for at de vil pege på regeringen som den rette. 

Hvis et støtteparti er utilfreds, kan det stille mistillidsvotum, som betyder  tvungen afgang af regeringsmagten, og et nyt valg kan udskrives. Regeringen kan altså ikke blive siddende hvis flertallet ønsker det modsatte.

Koalitionsregeringer

Denne type regering opstår, når en regering består af mere en ét parti. Men medmindre man er et catch-allparti (V og S), er det nogle gange bedst ikke at være i regering, men blot være støtteparti. Man vil helst stå uden for regeringen, for at være sikker på at få nogle mærkesager indført.  

Man vil ikke stå i koalitions-mindretalsregering. På den måde vil oppositionen have for meget magt. Venstre er i dag (2015- ) alene i regering, hvilket giver dem mulighed for at jonglere rundt mellem de andre partier, og finde mandatkraft hos dem, de er mest enige med - også selvom det svinger fra højre til venstre på fordelings- og værdiskalaen.

Blokke

Dansk politik er uformelt delt op i to blokke: Rød (venstresegmentet) og blå (højresegmentet)

Rød blok indbefatter Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Alternativet (og Radikal Venstre. De skifter nogle gange)

Blå blok indbefatter Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative, Venstre, Kristendemokraterne (og Radikal Venstre. De skifter nogle gange)

Blokpolitik er imidlertid ikke så godt at bruge i Danmark, da den generelle politik går mere mod centrum, end mod de politiske fløje. Det er svært at dyrke en ideologi til ekstremerne/yderfløjene, da de fleste danskere vil synes godt om politik, der vedrører velfærd og velstand - altså det bedste fra begge verdener rent ideologimæssigt (socialliberalisme). Derfor virker samarbejde og forlig i Danmark godt, som man også kan se, i og med at Socialdemokraterne og Venstre tit er beskyldt for at ligne hinanden mere og mere. Fx. tidligere statsminister Helle Thorning, der blev anklaget for at føre blå politik. 

En anden grund til at en regering ønsker forlis og samarbejde, kan være for at sikre brede flertal. Hvis en regering fx. har indført en reform, vil de gerne have den ikke bliver afskaffet ved regeringsskifte.

DEN PARLAMETARISKE STYRINGSKÆDE

Den parlamentariske styringskæde er normativ, dvs. det er et billede af hvordan det bør se ud. 

Modellen går ud på, at den centrale del af demokratiet er borgeren: det er her lovgivningsprocessen starter og slutter. 

Forklaring af punkterne

Borgerne afgiver suverænitet via deres stemme til folketinget. (via stemmeafgivelse)

Folketinget er den lovgivende magt, hvilket betyder at de vedtager lovene. De kontrollerer også regeringen, for at opretholde demokratiet.  (via parlamentarisme)

Regeringen er den udøvende magt. Den enkelte minister har et ansvar for forvaltningens neutralitet.  (via ministerstyre og loyalitet)

Forvaltningen er embedsmænd i ministerier, regioner og kommuner, og disse skal sørge for at lovgivningen bliver implementeret.  (via legalitetsprincippet - alle afgørelser fra forvaltningen skal være baseret på folketingets lovgivning, for at sikre borgeren mod magtmisbrug og vilkårlighed)