Socialisering - identitet

Identitet:

Identitet er overensstemmelse og stabilitet i et menneskes selvforståelse, dvs. hvem man er.
Ofte skelnes der mellem personlig og social identitet.

Den personlige identitet er selvbilledet af én selv, der handler om vores subjektive opfattelse af vores identitet. Man er i overensstemmelse med sig selv på vigtige tidspunkter, men man er også forskellig fra sig selv, fx ift. tidligere livsperioder, selvom at vigtige sider ved én selv er de samme over tid.

I den sociale identitet sammenligner man sig selv med sin omgangskreds, ligner dem, adskiller sig fra dem. Dog har man sin egen sociale identitet på vigtige områder iht. dem.

Ungdomsgrupper

Som man lærer sig selv at kende, finder man også andre mennesker med samme interesser og derfor kan man sammen danne grupper. Nogle grupper er selvfølgelig større end andre. Eksempler på grupper kan være mindre grupper i klasser (kliker) eller hippiebevægelsen, som jo er noget større end grupperinger i klasser.
Nogle (ungdoms)grupper har et særligt formål. Fx havde hippierne mottoet ”Love, peace and harmony” med formål at sprede kærlighed i verden.
Ungdomsgrupper har tildens til at gå i opløsning eftersom folk bliver ældre og får andre interesser.

Mead’s teori om rolleovertagelse:

George Herbert Mead (1863-1931) var en nordamerikansk filosof of socialpsykolog, som lavede en teori om rolleovertagelse.

Rolleovertagelse: Barnet lærer fra sine omgivelser og efterligner sine nære.

Imitation: Barnet lærer en rolle som rollen udføres. Hvis et barn bliver udsat for vold i hjemmet er det sådan barnet opfatter rollen som forælder, og tager det med sig når rollen bliver aktuel. Med andre ord, efterligner barnet sine omgangspersoner.

Den bestemte anden er egocentreret. Primær socialisation.

Den generaliserende anden er bestemt af regler. Sekundær socialisation.

Den bestemte anden: Barnet imiterer det, som dét kender til, og går ud fra at sådan er verden opbygget, baseret på dets iagttagelse.

Den generaliserende anden: Barnet anerkender at verden er ikke kun bygget på én måde, men iagttager sine omgivelser mere generaliserende. Man kan kalde det at være kildekritisk, ikke at gå ud fra at der kun er én måde at være mor på, osv.