Hvad går konflikten ud på?
I 2004 ekspanderedes EU med 10 lande ved den såkaldte østudvidelse. Blandt disse var tidligere medlemslande af Sovjetunionen.
I 2013 blev det gamle jerntæppe yderligere brudt ned, da EU ville indgå et partnerskab om bl.a. frihandel med flere eks-sovketiske lande, men Ukraines daværende Præsident Viktor Janukovitj afviste aftalen for Ukraine, da den skulle skrives under.
Fra den 18. til d. 20. februar 2014 var der demonstrationer på Maidanpladsen, hvor omkring 85 personer mistede livet, og præsident Janukovitj blev afsat af det russiske parlament, hvorefter han flygtede til Rusland. Russiske styrker omringede en uge senere lufthavne og militærbaser på Krim-halvøen, og d. 21. marts annekterede Rusland formelt Krim, hvilket i sin groveste forstand betød, at de overtog den, og i denne forbindelse indførtes de første europæiske og amerikanske sanktioner mod Rusland.
Den 25. maj 2014 gik Petro Porosjenko til valg på at ville sikre fred i Ukraine igen, hvor han vandt, og blev den nye præsident i Ukraine.
Den 27. juni underskrev han en associeringsaftale med EU, hvilket ville bringe Ukraine tættere på vesten og skabe interdependens med økonomiske aftaler, hvilket fra ud fra den idealistiske skole ville skabe fred og undgå krig.
Samtidig intensiveredes kampene mellem prorussiske separatister og ukrainske soldater i Østukraine i konflikten om hvorvidt Ukraine skulle være en del af Rusland eller EU, hvor stadig flere mistede livet. I juni strammes sanktionerne mod Rusland yderligere.
Den 17. juli blev konflikten blot værre, da man mente at et russisk missil, affyret af prorussiske seperatister, skød et passagerfly ned og dræbte 298 civile iver Ukrainsk luftrum. Det var Ukraine og Vesten, der mente at Rusland stod bag, da de mente det var dem, der havde udstyret de prorussike seperatister med militært udstyr. Ruslands præsident Vladimir Putin afviste alle anklager.
Som modsvar mod de vestlige sanktioner indførte Putin fuld handelsembargo mod vestlige varer, hvilket betyder, at det nu var forbudt at handle visse varer med bestemte lande.
Rusland og Ukraine aftalte våbenhvile d. 14. september 2014. Ukraines præsident, Janukovitj udtalte dog, at d. 10/12, var den første dag, hvor ingen mistede livet pga. konflikten.
I april igangsatte den amerikanske præsident Barack Obama Operation Fearless Guardian, hvor USA lagde ud med at træne 900 ukrainske soldater til at modsvare de prorussiske seperatister.
I maj 2015 mødtes Putin og den tyske kansler Angela Merkel for at diskutere implementeringen af våbenhvilen. De to statsledere var uenige om hvordan våbenhvilen går: Putin mente det gik fremad, mens den vestlige skepsis kom til udtryk ved at Merkel mente, at våbenhvilen aldrig havde fundet sted.
Denne konflikt går altså kort sagt ud på, at Ukraine er delt i 2 - de prorussiske seperatister, der mener at Ukraine hører til Rusland, som de også gjorde, da de var medlem af Sovjetunionen, og de mere vestligt orienterede, der ser fordelen ved at samarbejde med EU.
Man kan også sige det er en konflikt mellem to forskellige samfundsopfattelser. Rusland har en længere kommunistisk historie med socialisme og planøkonomi, mens vesten og EU har liberalisme og demokrati.
Hvordan kan de fire skoler bruges til at forklare konflikten?
Ruslands udenrigspolitik kan i mange tilfælde beskrives som realistisk. Et af de tydeligste realistiske træk er Ruslands anarkistiske adfærd, som i høj grad er styret af Ruslands egeninteresser i Ukrainekonflikten. Annekteringen af Krim kommer tydeligst til udtryk heri, idet Rusland krænker Ukraines suverænitet. Samtidig understreger annekteringen magtstrukturen mellem Rusland og Ukraine. Anarkismen kommer også til udtryk ved at Rusland gentagne gange krænker luftrummende i flere Europæiske lande, herunder Danmark, og i særdeleshed i og omkring Baltikum.
Helt overordnet set har Rusland haft et sikkerhedspolitisk mål med annekteringen af Krim. Ruslands formål er at udbygge sin magt mod vest samt stadig at udgøre en større pol i det internationale system. Samtidig har Krim en essentiel militærstrategisk placering for Rusland. Ruslands magtanvendelse har samtidig være blandet i Ukrainekonflikten. Rusland har over for vesten anvendt bløde magtmidler i form af sanktioner samt indført en handelsembargo på fødevarer. Rusland har anvendt hårde magtmidler, idet meget tyder på at Russiske soldater har kæmpet som prorussiske separatister i Østukraine og samtidig er annekteringen af Krim også et hårdt magtmiddel, hvor russisk militær afvæbnede ukrainsk militær på øen. Ydermere har Rusland presset Ukraine med forskellige instrumenter. Som førnævnt har Rusland indført økonomiske sanktioner, og har samtidig flere gange truet Ukraine med at stoppe gasleverancen fra Rusland, som er en vigtig del af energiforsyningen i Ukraine. Rusland har samtidig nogle helt klare determinanter, som udgør en stor fordel for Rusland. Ruslands areal og befolkningstal er massivt større end Ukraines. Samtidig har Rusland en geografisk placering, som gør at de nemt kunne annektere Krim, samt en historisk tilknytning, som ifølge Rusland selv, gør dem til retmæssige ejere af Krim. Rusland betegnes samtidig som en energistormagt, hvilket er en betydningsfuld determinant for Rusland. Samtidig råder Rusland over nogle essentielle kapabiliteter. Rusland havde i 2012 et militærbudget på 91 mia. USD, og de råder over 8.000 atomsprængladninger, hvilket er 1.000 mere end USA. Ruslands BNP er siden 00’erne vokset markant, men de lave olie og gas priser sætter dermed også grænser for Ruslands udenrigspolitik.
Ruslands udenrigspolitik har under Ukrainekrisen også været stærkt præget af en neoimperialistisk stil, hvor Rusland bedriver sine aktioner på baggrund af en generel opfattelse af, at Rusland skal opretholde sin stormagtstatus i en multipolær verden, og at man historisk set har ret til kontrollen over landene fra det tidligere Sovjetunionen. Den neoimperialistiske udenrigspolitik kan tydligt ses i Putins tale, når han slår fast, at Krim stort set er russisk set på befolkningens etnicitet eller modersmål. Desuden siger han også, at Krim engang har tilhørt Rusland, og det mere eller mindre var en fejl, at der skete en overdragelse af halvøen. Og det historiske perspektiv i neoimperialismen bliver helt klart brugt i talen.
Annekteringen af Krim er blevet til en vigtig del af Putins strategi. Så længe konflikten kører, frygter man i Ukraine, at russerne også kommer til at annektere resten af landet, selvom det er mange eksperters vurdering, at Rusland kun er interesseret i en føderalisering af Ukraine. Der ligger nemlig en økonomisk byrde for russerne ved en komplet annektering af Ukraine, fordi landet har en forældet og ikke-produktiv industri og en høj mængde af pensionister. På den måde ligger der et klart udenrigsøkonomisk mål for Rusland i blot at skabe af en føderalisering Ukraine og ikke annektere det.
