Lissabontraktaten
Traktater udgør grundstenen i den europæiske lovværk. Traktater indgåes mellem medlemslandene og kræver enstemmighed for at blive vedtaget.
En traktat skal vedtages på en regeringskonference, som indebærer en lang række møder mellem repræsentanter for medlemslandenes regeringer og afsluttes med et topmøde mellem stats- og regeringscheferne.
Regeringskonferencen vedrørende Lissabontraktaten blev åbnet d. 23. juli 2007 og vedtaget d. 19. oktober 2007.
Lissabontraktaten er udledt af den først foreslåede forfatningstraktat, som et flertal af franske og hollandske vælgere stemte nej til. Dette 'nej' førte til en tænkepause, hvor medlemslandene kunne overveje hvor EU's fremtid lå, og på hvilken måde institutionen skulle påvirke dem.
Efter tænkepausen kom man frem til Lissabon-traktaten, som altså blev vedtaget og trådte i kraft fra december 2009.
Formålet med traktaten var, at styrke unionens effektivitet og demokratiske legitimitet og forbedre sammenhængen i dens indsats. Man ville altså styrke beslutningsdygtigheden. Med denne traktat blev det muligt for EU at påtage sig større ansvar i globale sammenhænge, fx. indenfor bekæmpelse af kriminalitet og terror.
Konklusion
Man kan altså sige, at med Lissabon-traktaten var EU ikke længere kun en økonomisk institution, men en skridt i retning mod en mere sammenhængende union, hvor medlemslandene arbejder sammen for at styrke EU's globale rolle, fx. mod terror og grænseoverskridende kriminalitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar