SAMF A HØNGLINGER : 2017

mandag den 27. februar 2017

Partier og nøgleaktører i Storbritannien

Partier og nøgleaktører

Storbritannien har 3 centrale partier: Conservative and Unionist Party, Labour Party og Liberal Democrats.

Conservative Party blev stiftet i 1830 og udløb af det gamle Tory-parti, hvor medlemmer af partiet i dag kaldes for Tories. Partiets leder er Theresa May, som også har været premiereminister siden 2016. Conservative er det største parti i det britiske parlament og har siden maj 2015 haft flertal af mandater og kunne derfor danne regering alene. Partiet støtter bl.a. opretholdelse af traditionelle institutioner, fx monarkiet.

Labour Party blev stiftet i 1900 og beskriver sig selv som et socialdemokratisk parti med Jeremy Corbyn som stærkt venstreorienteret partileder. Labour udsprang som i 1900 som Labour Representation Comittee, men skiftede navn i 1906 til Labour Party, idet de ved valget samme år fik 29 mandater indvalgt i Underhuset.

Liberal Democrats er et socialliberalt parti med Tim Farron som partileder. Partiet viderefører Liberal Party’s traditioner og fik sit navn idet Liberal Party samarbejdede med Social Democratic Party i 1981-88. I 1988 vedtog et flertal af medlemmerne, at sammenlægge de to partier, så det hed Liberal Democrats fra 1989.

Storbritannien har en af de 5 permanente pladser i FN's Sikkerhedsråd og er en af de førende aktører i EU og NATO.

Servicesektoren domineres af finansindustrien, specielt inden for bank og forsikring. London er et af verdens finanscentre, med London Stock Exchange, London International Financial Futures and Options Exchange og Lloyd's of Londons forsikringsbørs. Et konkurrerende finanscenter er vokset frem de sidste 10 år i havnestrøget i byen med HSBC, Citigroup og Barclays Bank som store aktører.

torsdag den 23. februar 2017

Politiske institutioner i Storbritannien

Politiske institutioner i Storbritannien

I Storbritannien bruger de begrebet institutioner på samme måde som i Danmark. Forfatningsmæssigt ligger den største lovgivningsautoritet hos monarken i Parlamentet. Parlamentet udgør: Monarken, Overhuset og Underhuset.

I Storbritannien har de som i Danmark en konstitutionelt monarkiske styreform. Dog har monarkens applaus været automatisk i mere end 280 år. Egentlig siges det at Monarken er den udøvende magt, dog er det aktuelt og regeringen der er effektiv som den udøvende magt.

Underhuset er politisk dominerende samt består Underhuset af medlemmer fra England, Skotland, Wales og Nordirland. Medlemmerne vælges ved flertal i enkeltmandsvalgkredse samt kan antallet ændres afhængigt af befolkningsudviklingen. I år 2005 var der 646 medlemmer fordelt på 529 fra England, 59 fra Skotland, 40 fra Wales og 18 fra Nordirland. Medlemmerne vælges for fem år medmindre der udskrives valg i perioden. Underhuset fungere som den lovgivende magt. Her vedtages beslutningerne af de valgte repræsentanter.

I Overhuset er der 732 medlemmer i år 2008. Overhuset fungere som øverst appeldomstol samt de højeste rangerende bisper i Church of England med automatisk sæde i Overhuset. Her er det altså adler og de højre funktionere der egentlig er præget af debatter i Overhuset. Overhuset har i dag blot en udsættende magt over for Underhuset.

Uskrevet:
Den lovgivende magt – Parlamentet

Den udøvende magt – Monarken

Den dømmende magt – Overhuset

Realt:
Den lovgivende magt – Underhuset

Den udøvende magt – Regeringen

Den dømmende magt – Domstole

Storbrittaniens historie under imperialiseringen

Begyndelsen på Storbritanniens etablering af imperiet begyndte i 1870, da der var konkurrence mellem Frankrig og England om at få kontrol og magt over Asien og Afrika. England havde dog størst magt, da industrialisering var kommet først til England.

Storbritanniens imperialime
Når lande ønsker at beherske andre områder, som er uden for deres egne økonomsike og politiske grænser, udvider de deres geografiske grænser og begynder at dominere andre lande i form af kolonier. Storbritannien var et stort imperium i mange århundreder, hvilket er vigtigt for deres historie, da det gjorde den til en global stormagt. Briterne begyndte at etablere kolonier for at kunne tage magten over områder, som man mente var i besiddelse af værdifulde ressourcer som fx. guld og sølv. Investorerne håbede altså på at få en guldgrube ud af kolonierne.

De tre tilgange til imperialisme

Ideologerne:
'Det er positivt for England at kolonisere og udvide imperiet'.
Bl.a. pga. handel, monopol og Jingoisme (betyder fællesskab, solidaritet og national stolthed.)

Conquistadorerne:
Machomænd, der efterlignede Colombus som en slags opdagelsesrejsende. De prøvede at danne deres egen koloni, og koloniserede område med brutale metoder. De lavede traktater der gav dem visse rettigheder. Koloniseringerne var et privat initiativ, men måtte ikke igangsættes uden regeringens opbakning. De brugte våben og autoritet til at overtage de byer, de kom til.

Politikerne:
De mente USA ikke skulle blande sig i enelske anliggender, og Europæerne måtte ikke blande sig i de amerikanske områder. I stedet skulle man få skabt nogle gode handelsmetoder. Fx. Monroe-traktaten.
I England mente Joseph Chamberlain at kolonierne var tiltrækkende at have, pga. varer.
--> Uformel politisk imperialisme: attraktive aftaler. Indtager en uformel tilgang. Politiske aftaler. Fx. ved at sætte tolden ned, så de kan hjælpe andre.
--> Formel politisk aftale: overtager en del af beslutningsprocessen for det pågældende land (fx. kan de begynde at blande sig i magtkulturen i Indien).

De 5 vigtigste faktorer til imperiets udvikling i 1800-tallet

Eksport/import
Demokratisk udbredelse (arbejderklassen fik stemmeret i 1867)
Civilisering og vestliggørelse af kolonierne
Industrialisering (skabte en stor arbejderklasse)
Selvforståelse

Undersøg Storbritannien og det politiske system: Størrelse og demografi

Størrelse og områder:

Areal: 244.820 km² (Danmark 43.000 km²)

Indbyggertal: 60,3 mio. indbyggere (anslået juli 2004) (Danmark 5,3 millioner).

Befolkningstilvækst: 0,29 pct. (anslået 2004).

Områder

England, Whales, Skotland, Nord Irland

Befolkning:

- Hele Storbritannien:

Englændere 81,5 pct.
Skotter 9,6 pct.
Irere 2,4 pct.
Walisere 1,9 pct.
Øvrige 4,6 pct.

- London: Statistiske fakta om Londons etniske grupper viser, at de fordeler sig med;

69 % hvide
13,3 % sydasiatere
10,6 % sorte
3,5 % østasiatere
3,5 % blandede racer.

De største etniske grupper stammer fra Indien, Irland, Bangladesh, Jamaica, Nigeria og Pakistan

Der bor omkring 7,5 millioner indbyggere i London centrum og omkring 13,5 millioner indbyggere i Storlondon.

I 2004 var 8% af befolkningen af ikke-vestlig etnisk oprindelse, hovedsagelig fra Indien, Caribien, Pakistan, Bangladesh og Afrika.

Storbritanniens økonomi

BNP vækst

Storbritannien er en af verdens førende økomoier med et BNP på 2989 milliarder dollar, svarende til 19.644 miliarder kroner. De står for 18% af EU's samlede økonomi og 13% af EU's samlede befolkning. Med det er de EU's andenstørste økonomi. En procent af arbejdssttyrken arbejer inden for landbrug, med en høj udvikling der producere mere end 60% af landets behov.
Storbritannien er 243.610 kvadratkilometer stort og har 65 milioner indbyggere fordelt på England, Skotland, Nordirland og Wales.

BNP, trilion.

Eksport

Storbritannien har i 2015 eksporterede for 845 miliarder dolla, mest inden for maskiner, ædelmetaler og køretøjer. Andre EU-lande aftog i 2014 44% af Storbritanniens eksport.